3 skarpe fra Design Thinking 1

Onsdag d. 1 februar 2017 skød BrainsBusiness, Service Design Network Denmark, Design Denmark og Ideaal møderækken omkring Design Thinking i gang.

Arrangementet blev afholdt på Delimarché, hvor der var fuldt hus med mere end 60 deltagere. Fire veloplagte oplægsholdere præsenterede deres cases og/eller perspektiver på Design Thinking, bl.a. designs rolle i fremtidens virksomheder og organisationer, Nilfisks hit-støvsuger, design som strategisk værktøj for differentiering af virksomheder samt design som et ledelsesværktøj. Humøret blandt deltagerne var højt, og energien ligeså – både under oplæg, gruppearbejde og rundt om frokostbordet.

Vi har samlet tre skarpe udtalelser fra hver af de fire oplægsholdere, som giver et hurtigt overblik over deres spændende pointer.

3 skarpe fra Christian Bason, Dansk Design Center

Christian har tidligere været direktør for MindLab og er i dag administrerende direktør i Dansk Design Center, hvor han er med til at positionere de danske designkompetencer både nationalt og internationalt.

”Vi insisterer på, at design kan gøre en forskel. At man kan komme fra noget der er svært, noget der er usikkert og noget man ikke rigtigt har noget begreb om, til noget, der rent faktisk kan give forretning på meget kort tid”.

”Når man arbejder med det næste man skal, den næste forretningsudvikling, er det lidt ligesom at navigere i tåge. Når man navigerer i tågen, når man er uklar på, hvor man skal hen, så er der nok næsten ikke noget bedre end at begynde at interessere sig for sine kunder og sine brugere. Og interessere sig for, og hente inspiration udefra på den anden side af gærdet”.

”Jeg vil argumentere for, at ledelse og design hænger sammen. Når i taler om, hvordan man får integreret design, så er det faktisk en ledelsesopgave og en ledelsesdisciplin. Sammenspillet mellem ledelse og design er vigtigt og brugbart”. 

3 skarpe fra Thomas Elmer, Nilfisk

Thomas Elmer er Group Procuct Manager i Nifisk  og ved, hvordan arbejdet med design drevet af brugerforståelse kan skabe værdi. Med denne tilgang blev en ny industristøvsuger en stærk forretning for Nilfisk.

”Vi brugte 4-5 måneder inden vi overhovedet satte os ned og besluttede os for, hvordan den her støvsuger skal være, med at rejse verden tynd, ud og snakke med forskellige kunder og brugere”.

”Hele logistikken omkring støvsugeren var en større udfordring for brugeren end selve rengøringsopgaven. Det faktum, at vi skulle starte et helt andet sted, den erkendelse var vi ikke kommet frem til, hvis vi ikke havde fået lov at investere i det her forløb”.

”Vi sælger mere end vi gjorde før, vi har en større markedsandel i det her segment, vi har på et helt andet niveau forståelse for, hvordan vores kunder bruger og håndterer, og hvad der er vigtigt for dem. Vi har meget mere tilfredse kunder – vi har ikke mistet én kunde i denne transformation, tvært imod, så har vi vundet kunder”.

 >  Du kan læse mere om, hvordan Nilfisk nåede deres salgsmål på 2 år i stedet for de forventede 4 år lige her. Nilfisk-casen er en del af Design Delivers, som du kan se her.  

3 skarpe fra Sara Schøler Lass, Zimplifi

Sara er indehaver af Zimplifi, der hjælper virksomheder med den strategiske anvendelse af design. At forstå virksomhedernes formål gennem kundernes perspektiv er nøglen for hende til at kunne være med til at gøre en forskel.

 ”Så en fællesnævner, hvis man skal bruge design i en virksomhed er, at der er flyttet fokus fra det tekniske perspektiv, til det eksterne perspektiv. Man har skabt en helt anden forståelse for brugeren, en helt andet nærhed ift. hvilket problem der løses”.

 ”Det der er rigtigt vigtigt når man arbejder med design, er tanke om, hvorvidt ledelse og designledelse adskiller sig. Det afhænger af, hvilket design man skal lede. Men uanset hvordan du arbejder med design, skal du beherske forandringsledelse. Det er vigtigt at vide, at når du starter med at arbejde med design, så starter du også en forandring”.

 ”Det er okay, at kunden oplever noget der ikke er færdigt. Det er en del af udviklingen for at kunne nå målet”. 

3 skarpe fra Erick Thürmer, Thürmer Tools

Erick er direktør i Thürmer Tools - og oldebarn til virksomhedens grundlægger, der opfandt og patenterede gevindet i 1898. Nu har Erick grundlagt Thürmer 3Dprint og taget patent på 3D-printede kølekanaler i skærende værktøjer.

”Hvis vi gerne vil være ”Disruptive” må vi geare vores mindset til at være noget andet end det konventionelle. I stedet for at tænke, at vi laver gevind, siger vi, at vi laver huller”.

”Jeg håber, at vi vil respektere hinanden, for i de næste 10-15 år kommer vi ikke til at vide, hvad der skal ske. Og så skal man stå sammen. Jeg skal være venner med mine konkurrenter. Vi skal vende vores opmærksomhed udad i stedet for indad”.

”Det at finde vores ”why”, og det at indånde designledelse for os som virksomhed, det er nok mere en mission for at være klar til noget nyt. Noget vi ikke ved, hvad er. Vi er gået på 2 år fra at være en gevindproducent til virksomhed som 3D-printer ufødte børn”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Accepter cookies

Dette website bruger cookies bl.a. til at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet.

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet      Region Nordjylland      Business Region North Denmark      IKT-erhvervet i Nordjylland      Aalborg Kommune