Fra interessegruppe til EU-projekt


Hos Seluxit ApS i Aalborg har man i flere år deltaget i faglige netværk, interessegrupper og forskningsprojekter i samarbejde med Aalborg Universitet. Senest er virksomheden kommet med i et stort internationalt EU-projekt med partnere fra Spanien, Portugal, Italien og Irland.

"Det startede med, at vi deltog i nogle af de netværk og erfa-grupper, som Jørgen Biegel fra TEKKVA Consult koordinerer i samarbejde med Aalborg Universitet. Herigennem fik vi kontakt til forskerne på Center for Indlejrede Software Systemer (CISS) på Institut for Datalogi," fortæller direktør for Seluxit ApS, Daniel Lux, der grundlagde virksomheden i 2006 sammen med Morten Pagh Frederiksen. Virksomheden har på nuværende tidspunkt tre medarbejdere.

Let form for videreuddannelse

Seluxit ApS har løbende deltaget i forskellige relevante netværk og deltager bl.a. lige nu i interessegrupper under InfinIT; et landsdækkende innovationsnetværk for IT, der ledes af CISS i samarbejde med Alexandra Instituttet A/S. I interessegrupperne samles forskere og virksomheder jævnligt til seminarer med faglige oplæg, diskussioner og erfaringsudveksling på programmet. "Interessegrupperne giver os et stort netværk, hvilket giver masser af inspiration. Det er rigtig godt at komme ud af huset en gang imellem i sammenhænge, der ikke er konkurrence- eller kunderelaterede. Vi har f.eks. en programmør, der normalt ikke har de store grunde til at komme ud og se noget andet, men interessegrupperne er netop en rigtig god lejlighed for ham," forklarer Daniel Lux.

 

"Desuden giver det os en god mulighed for at se, hvordan andre løser nogle af de problemstillinger, vi støder på. Vi er bl.a. med i interessegruppen Softwaretest, hvor vi får indsigt i, hvad andre gør på området. Jeg ser deltagelse i sådanne grupper og netværk som en let og uforpligtende form for videreuddannelse, hvor vi får input fra både virksomheder og forskning," tilføjer han.

 

Produktudvikling gennem samarbejdsprojekter

Kontakten til forskerne på Institut for Datalogi har også bevirket, at Seluxit ApS har deltaget i en række forskningsprojekter. "Vi laver intelligente løsninger til energibesparelser i bygninger, og vores produkter er baserede på trådløs teknologi, så de ting, vi laver, er meget aktuelle for tiden. Forskerne på CISS havde brug for virksomheder til nogle af de projekter, de var ved at sætte i værk på dette område, så de spurgte, om vi havde lyst til at være med," fortæller Daniel Lux og tilføjer, at virksomheden nu tænker samarbejdsprojekterne direkte ind i virksomhedens strategi.

 

"I nogle af projekterne får vi udviklet på nogle ting, enten i samarbejder, hvor universitetet får rettigheder til at publicere artikler herom, og vi får brugsretten, eller i projekter, hvor vi kan få dækket op til 60% af vores udgifter i forbindelse med udvikling, som vi nok alligevel ville have foretaget. Eneste minus, hvis man endda kan kalde det det, er, at detaljerne om produkterne bliver offentliggjort i de videnskabelige artikler, men i mine øjne er dette samtidig en slags reklame for os, da artiklerne er med til at udbrede vores navn," siger han.

 

Internationale forbindelser

Seneste projekt, som Seluxit ApS deltager i, er det internationale ENCOURAGE-projekt. Projektet er finansieret af EU-midler fra det internationale ARTEMIS-program, der har til formål at støtte tværnationale forskningsprojekter inden for anvendelse af indlejret software. ENCOURAGE-projektet omhandler forskning i nye intelligente løsninger til energioptimering af huse og til det nye smart grid; det intelligente elnet. Projektkonsortiet tæller 11 virksomheder og forskningsinstitutioner fra fem EU-lande.

 

Daniel Lux ser mange fordele ved at deltage i projektet. "Dette kan f.eks. både føre til nye netværk og nye kunder. Der er en del større virksomheder med i projektet, og hvis de kender nogen i en lille virksomhed som vores, er der større sandsynlighed for, at de vil kontakte os, hvis de får brug for en samarbejdspartner med vores kompetencer. Desuden er det vores håb, at vi i konsortiet får udviklet en fælles løsning, som Seluxits produkter er en del af. Det vil kunne åbne op for nye markeder for os, både i og uden for konsortiet," fortæller han og fortsætter:

 

"Samtidig får vi tilført viden fra Aalborg Universitet på områder, hvor vi mangler viden. I en lille virksomhed som vores skal vi altid være på forkant med teknologien, og det håber vi, at vi kan være ved at deltage i sådan et projekt."

 

Afslutningsvis giver Daniel Lux et godt råd til andre virksomheder, der overvejer samarbejde med universitetet: "Interessegrupper eller andre former for netværk er en rigtig god måde at komme i kontakt med Aalborg Universitet. Det giver mange kontakter på universitetet, og i de fleste tilfælde koster det ikke noget at deltage. I forhold til konkrete forskningsprojekter er det desuden min erfaring, at hvis man som virksomhed kommer med et projekt eller produkt, der har fremtidsperspektiver og ser spændende ud, så kan man sagtens finde samarbejdspartnere på AAU."

 

Fakta om samarbejdet:

Virksomhed: Seluxit ApS
Antal medarbejdere: 3
Beliggenhed: Aalborg

Samarbejdstype: erfa-grupper og interessegrupper i innovationsnetværk, forskningsprojekter
Varighed: løbende

 

Udbytte for virksomheden:

  • løbende opdatering af viden
  • stort netværk til forskere og virksomheder – både nationalt og internationalt
  • udvikling af produkter med nogle af omkostningerne dækket og i samspil med forskere på området

 

Kilde: AAU Matchmakings magasin "Historier fra det virkelige liv"

Af Anne Bloksgaard Nielsen


   

 

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet

Region Nordjylland

IKT-erhvervet i Nordjylland

Aalborg Kommune

AalborgSamarbejdet

Copyright © 2008-2014 BrainsBusiness ICT North Denmark