Nordjysk IKT er i topklasse - både inden for erhverv, forskning og uddannelse.

 

Intelligent klimastyring skal være landsdækkende


IBA System leverer intelligente løsninger til styring af indeklima i form af varme, ventilation og lys – og hjælper dermed til at skabe et godt arbejdsmiljø, samtidig med at energiforbruget til klimastyringen formindskes. Virksomheden har som mål at blive landsdækkende, og som led i den proces har man i slutningen af 2009 åbnet en afdeling på Fyn.

 

”Den grundlæggende idé bag IBA System er, at mennesker skal arbejde i bygninger – og vi har brug for det rigtige lys, den rigtige rene luft og den rigtige varme for at fungere optimalt. Hvis ikke vi har det, falder vores mentale funktion med 15 %, og det er selvfølgelig ikke ønskværdigt, hverken i uddannelsesinstitutioner, IT-virksomheder eller produktionsvirksomheder,” fortæller Steffen Froulund, direktør for IBA System.

 

IBA Systems produkter består dels af sensorer til overvågning og registrering af f.eks. temperatur og luftfugtighed, dels af systemer til styring af solafskærmning, ventilation og andre mekaniske systemer til regulering af indeklimaet, herunder også en brugergrænseflade, typisk i form af en PC/server-løsning. Samspillet mellem de forskellige komponenter medfører en automatisk regulering af indeklimaet, der giver brugerne af bygningen et optimeret arbejdsmiljø – og samtidig formindskes energiforbruget til klimastyringen, da det hele tiden tilpasser sig de aktuelle forhold, f.eks. i form af sollys eller -varme.

 

Mål: Vi skal være landsdækkende

 

”Der er stort potentiale i markedet for os, både inden for det offentlige og det private. Der er brug for systemer som vores alle steder, lige fra skoler over private boligblokke til større virksomhedsdomiciler. Derfor er behovet for vores produkter lige stort over hele landet – og når vi som virksomhed breder os ud rent fysisk, så bliver vores budskab også bredt ud. Vores produktion er i Randers, og med vores nyansatte mand på Fyn dækker vi hele landet,” fortæller Steffen Froulund.

 

”Vi er blevet enormt godt modtaget overalt – både i Nordjylland, da vi startede i 2005, og nu også på Fyn. Mange lokale installatører og ventilatører har vist os tillid ved at give os opgaver, og vi har mødt stor imødekommenhed fra både rådgivere – for eksempel ingeniører og arkitekter – og fra slutkunder. Det bunder naturligvis også i, at vi har erfaring fra mange år i branchen – vi er to indehavere, der begge har mere end 20 års erfaring,” forklarer han.

 

Investering i salg er vejen frem

 

Virksomheden kunne den 1. december 2009 fejre sin fireårs fødselsdag, og Steffen Froulund glæder sig over, at han alle år har kunnet præsentere overskud i regnskabet. ”Det er jo ikke altid tilfældet med iværksættere, men vi har været heldige at nå en snert af de gode tider, så vi kan klare os gennem situationen lige nu, hvor der er ekstra hård konkurrence. De gode år, vi har haft, betyder, at vi nu har mulighed for at investere i de salgsressourcer, der er nødvendige for at komme videre og finde nye kunder og markeder,” afslutter han og tilføjer, at man allerede nu har planer om at ansætte endnu en mand i afdelingen på Fyn.

 

 

Besøg også:

Læs mere på:

www.ibasystem.dk