Lejlighed til at afprøve idéer


Samarbejde mellem virksomheder og grupper af studerende fra universitetet giver gode resultater for begge parter. For virksomheden betyder det ny, brugbar viden, og samtidig får de studerende indsigt i industriens arbejdsmetoder. 

 

Adskillige virksomheder benytter sig af muligheden for at samarbejde med en gruppe studerende om et specialeprojekt. Det giver virksomheden lejlighed til at afprøve nye ideer eller foretage forberedende undersøgelser og beregninger. Det er en win-win situation for både virksomheden og de specialestuderende. For projektgruppen er det en lejlighed til at arbejde med en konkret og realistisk case, der potentielt kan videreudvikles. Virksomheden får nye input og perspektiver på deres produkter og udviklingsarbejde, uden at skulle finde ressourcer til konkret forskningsarbejde.

Definition af fremtidens netværk

Peter Nejsum er med i en gruppe studerende, der skriver deres speciale i samarbejde med virksomheden Cambridge Silicon Radio (CSR) – et internationalt firma, der udvikler radioteknologier og trådløse netværk. Det var gruppens vejleder, der skabte kontakt på opfordring af Cambridge Silicon Radio. Virksomheden havde et ønske om at få en gruppe studerende fra Automation & Control til at arbejde på nye løsninger til de såkaldte handovers i de nye fjerdegenerations mobilnetværk. Projektet passede perfekt til Peter og hans medstuderende, som gerne ville arbejde sammen med en virksomhed, der er på forkant med udviklingen af mobilteknologi.  


Parat til samarbejde

Peter er godt tilfreds med samarbejdet: ”Det har været betydningsfuldt og meget spændende at arbejde med et problem, der ikke har været afprøvet, og som CSR har været engageret i. De har været meget hjælpsomme, hvad angår information og testudstyr, så vi har haft optimale betingelser for vores arbejde,” fortæller han. Engagementet hos begge parter skyldes, at fokus for og indholdet i projektet blev defineret af de to parter i fællesskab. Universitetets vejleder fungerer som bindeled mellem de studerende og virksomheden og har således sikret, at de relevante undervisningsmål bliver opfyldt. 

Muligheder efter specialet
 
Ud over det realistiske indhold i specialet kan Peter også se en anden fordel ved det tætte samarbejde med CSR. ”Det er selvfølgelig problemet selv, der er i fokus i den her slags projektarbejde, men vi lærer også en masse om, hvordan udviklingsarbejde i en virksomhed foregår. Det er hos virksomheder nøjagtig som den her, vi vil komme til at søge arbejde, når vi har fået vores eksamen. Mange studerende gør et godt indtryk med deres specialearbejde og får efterfølgende tilbudt en ErhvervsPhD eller en stilling i virksomheden,” siger Peter. 

Billede: Colourbox

 

Tillykke til vinderen af

BrainsBusiness Award 2011:

Steen Andreassen

 
 
 

    

Copyright © 2008-2012 BrainsBusiness ICT North Denmark