AskCody finder vej på det internationale marked

Det går strygende for den nordjyske leverandør af software til primært mødebooking og smart styring af mødelokaler. Virksomheden har i 2017 både modtaget en kapitalindsprøjtning og etableret kontor i Boston.

Det startede egentlig bare med en god ide, som daværende studerende på Aalborg Universitet Allan Mørch fik tilbage i 2010. I dag står han i spidsen for virksomheden AskCody, som inden for det seneste år både har modtaget en kapitalindsprøjtning på et tocifret millionbeløb og etableret kontor i Boston midt i USA’s travleste forretningsområde.

Virksomheden udvikler og sælger en avanceret software til mødebooking og styring af mødelokaler, som hjælper virksomheder til at optimere planlægning og afholdelse af møder samt modtagelse og vejvisning af gæster. Allerede fra begyndelsen oplevede AskCody interesse fra internationale kunder, og virksomheden havde i perioden 2013-2016 kontor i Atlanta med en ansat.

”Vi havde egentlig ikke fra start nogen definitiv målsætning om, at vi ville ud at være en international virksomhed, men vi kunne godt se, at vi stod med en produktidé, der havde sin berettigelse i hele verden. Så vi blev automatisk en international virksomhed, uden at det som sådan var et aktivt tilvalg hen ad vejen. Man kan sige, at vi så os selv som international fra dag 1 – og sådan blev det,” fortæller Allan Mørch og tilføjer:

”Der afholdes jo et utal af møder, uanset hvor i verden en virksomhed ligger, og der er masser af tid og medarbejderressourcer at spare på den front. Men vi kunne også se, at markedet i 2010 endnu ikke var modent til vores produkt, og mange af de megatrends, der i dag karakteriserer forretningsverdenen, var kun lige begyndt at dukke frem – fx cloud computing til enterprises, og transformation af den moderne arbejdsplads.” 

Bygger oven på et solidt grundlag

”Vi lancerede den første udgave af platformen i 2012 og har brugt årene siden til at modne, forfine og raffinere vores produkt og vores forretning. Man kan sige, at vi har brugt tiden på at øve os – vi har begået fejl og solgt til de forkerte kunder, og det betyder, at vi har gjort os en masse erfaringer og fået et rigtig stærkt og gennemtestet produkt. Og nu, hvor markedet er klar, står vi med et produkt, der passer lige ind i det,” uddyber han.

Den stigende efterspørgsel efter virksomhedens løsninger har betydet, at AskCody de seneste år er vokset med hhv. 200 og 300 procent, så Allan Mørch nu står i spidsen for i alt 20 ansatte, heraf de fem på det nye kontor i Boston. Virksomheden fik i foråret 2017 en kapitalindsprøjtning fra den danske teknologiinvesteringsfond Promentum Equity Partners. 

”Det er fuldt bevidst, at vi ikke har søgt investorer fra start. Vi har så at sige tilbragt tiden i garagen så længe som muligt, så vi skridt for skridt har bygget vores produkt og forretning op til noget rigtigt solidt. Og med den nye investering kan vi for alvor komme ud over stepperne med salgsfremstød på nye markeder. Vi står med et relativt nyt produkt i et nyt marked – men vi står med en enorm domæneviden og har pt. ikke ret mange konkurrenter globalt, så vi har en rigtig god position i forhold til det marked, der udvikler sig foran os,” fortæller Allan Mørch.

Tæt på talenterne – og tæt på Aalborg

Valget af lige netop Boston som hjemsted for AskCodys nye USA-kontor er, som med alle beslutninger i AskCody, truffet på baggrund af et solidt vidensgrundlag.

”Omkring årsskiftet 2016/2017 lavede vi en markedsanalyse af byerne San Fransisco, New York og Boston, hvor Boston vandt på flere parametre. For det første ligger byen midt i det område i USA, hvor der er flest virksomheder pr. m2 – der er altså et virkeligt godt kundegrundlag for os. Derudover er der et spændende tech- og startupmiljø, hvor der foregår masser af innovation. Og så kommer vi jo fra Aalborg og ved, hvor vigtigt det er at være i en universitetsby, der giver let adgang til rekruttering af højtuddannede medarbejdere. Vi vil kun ansætte de største og mest dygtige talenter – og dem har vi let adgang til i Boston,” forklarer Allan Mørch. 

Desuden er Boston tæt på Aalborg både fysisk, tidsmæssigt og mentalt: På grund af de kun 6 timers tidsforskel er de to kontorer åbne samtidig i 2-3 timer om dagen, hvilket har stor betydning for en virksomhed, der stadig er i rivende udvikling.

”Det har klart skabt mere nærhed, at vi har et overlap i arbejdstiden i løbet af dagen. Samtidig, og måske vigtigst, er rejsetiden til Boston kort. Jeg kan rejse fra Aalborg om formiddagen og være i Boston om eftermiddagen lokal tid,” siger Allan Mørch, der ikke er i tvivl om, at virksomhedens positive udvikling vil fortsætte fremover. 

”Behovet for vores produkt vil kun blive større i fremtiden. Der er et kæmpestort marked, og vi skal selvfølgelig have en så stor tilstedeværelse som muligt. Og så sker der nok det, som ofte ses, at der kommer en partner eller konkurrent med en stor pose penge og siger, ’Den virksomhed må vi eje’,” afslutter han. 

 

Allan Mørch, CEO og grundlægger, AskCody

Accepter cookies

Dette website bruger cookies bl.a. til at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet.

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet      Region Nordjylland      Business Region North Denmark      IKT-erhvervet i Nordjylland      Aalborg Kommune