Brancheorganisation: Hovedstaden skal ikke glemme de nordjyske it-virksomheder

Det nordlige Danmark har masser at byde på, når det gælder it- og telebranchen. Nordjysk it-klynge er derfor taget til Barcelona for at vise flaget på international mobilmesse.

For tredje år i træk er den nordjyske ikt-klynge Brainsbusiness taget til Mobile World Congress-messen i Barcelona for at slå et slag for it- og televirksomhederne, der har hjemme i Nordjylland.

Formålet er at skabe synlighed om regionen, som ifølge Helena Peyron, der leder ikt- klyngen sammen med kollegaen Birgit Nøhr, ofte kan blive overset herhjemme.

Ifølge Brainsbusiness bør virksomheder i Hovedstaden blive bedre til at kigge i andre dele af landet, når der skal findes nye samarbejdspartnere, og investorer skal huske, at al innovation ikke kun foregår i København.

"Jeg synes, det kunne være super fint, at man kigger på hele Danmark. Vi er et lille land, og der er nogle ting, vi er gode til nogle steder, og nogle andre ting, vi er gode til andre steder. Jo mere vi samarbejder, jo bedre er det," siger Helena Peyron og fortsætter:

"Men vi skal selvfølgelig også selv være bedre til at fortælle historierne."

Fordele i det nordjyske

Nordjylland var tidligere hjemsted for nogle af de store, internationale it-og televirksomheders udviklingsafdelinger i Danmark. Texas Instruments, Motorola og Intel har eksempelvis boet i regionen.

"Efterhånden har virksomhederne flyttet de afdelinger, men medarbejderne er stort set blevet i regionen. Så vi har stadigvæk kompetencerne og et stærkt ikt-miljø i Nordjylland," siger Helena Peyron.

Helena Peyron pointerer også, at det nogle gange kan være nemmere for opstartsvirksomheder, hvis de ikke har hjemme i hovedstadsområdet.

"Eksempelvis har vi måske lidt lavere startomkostninger, hvis du vil starte en virksomhed i Aalborg, end hvis du gør det i København. Og så har vi et helt fantastisk samarbejde mellem universitet, virksomheder og det offentlige. Det, tror jeg, er noget af det, der er allermest unikt. At vi har så godt et netværk."

Nordisk samarbejde

Hos Brainsbusiness, der har 150 betalende medlemsvirksomheder og er støttet af Aalborg Kommune og Aalborg Universitet, hjælper man virksomhederne med at skabe kontakt til både hinanden og forskellige samarbejdspartnere, og her er det en klar fordel, at organisationen også har tæt kontakt med ikt-klynger i andre lande.

I 2016 startede Brainsbusiness et samarbejde med IKT Norge og Business Region Göteborg, som sammen stablede Technordic på benene.

Technordic laver fælles aktiviteter på tværs af landegrænserne og udveksler erfaringer med hinanden. Det sker eksempelvis ved konferencer, og i april afholder Technordic et arrangement i København, hvor temaet er mangel på kvalificeret arbejdskraft i it- branchen.

"Det er en fælles udfordring, så vi holder en konference med oplægsholdere fra alle tre lande, så vi kan erfaringsudveklse med hinanden. Eksempelvis deltager en gruppe fra Norge, hvor man har god succes med at tiltrække piger til it-fagene," siger Helena Peyron.

Technordic, der bliver støttet af EU-midler, er også fælles om deltagelsen på MWC- messen, og på skiltet bag Helena Peyron står der først og fremmest 'Technordic' og ikke 'Brainsbusiness'.

Samarbejdet på tværs af landene er både værdifuldt, når mulige investorer tager på rundtur for at finde interessante virksomheder, men særligt også, når danske virksomheder ønsker at prøve lykken i udlandet.

"Vi har gode erfaringer med, at hvis en virksomhed gerne vil ind på et internationalt marked, hvor Brainsbusiness har en klyngerelation, så kan jeg eller en kollega tage kontakten og hjælpe med at sætte møder op i det pågældende land," siger Helene Peyron og fortsætter:

"Det kan om ikke andet spare noget tid for den danske virksomhed, der gerne vil videre ud i verden, og det kan måske også få nogle personer i tale, som ellers ville være svært at få kontakt til."

Læs mere


Helena Peyron | Foto: Maria Trustrup BARCELONA

Accepter cookies

Dette website bruger cookies bl.a. til at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet.

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet      Region Nordjylland      Business Region North Denmark      IKT-erhvervet i Nordjylland      Aalborg Kommune