Nye apps til entreprenørmaskiner åbner vækstmarked for nordjysk teknologivirksomhed

Den nordjyske teknologivirksomhed Trackunit øjner en mulighed i markedet for opkobling af entreprenørmaskiner, så man i højere grad kan monitorere forbrug, køremønstre, slitage mv. Trackunits satsning bygger på et samarbejde med it- og konsulenthuset Trifork, der har rådgivet Trackunit og leveret den teknologiske platform.

Når entreprenører køber eller lejer materiel, er man afhængig af, at det bliver brugt så effektivt som overhovedet muligt. Pauser og ineffektiv anvendelse er ikke godt, og deciderede nedbrud på grund af manglende service kan være katastrofalt, da det kan forsinke store byggeprojekter. Derfor leder man inden for entreprenørsektoren i øjeblikket efter nye metoder til effektivisering af maskinernes drift, og her bygger den nordjyske virksomhed Trackunit bro mellem teknologien og brugerne af maskinerne.

”I dag er kun ca. 15 procent af entreprenørmaskinerne koblet på internettet. Det har tidligere oftest været dyre entreprenørmaskiner, men ny og billigere teknologi muliggør således opkobling af mindre maskiner og håndholdt materiel. Det giver bedre mulighed for at overvåge køremønstre, misbrug, sikre rettidig service, samt at folk med de rette kompetencer betjener og servicerer entreprenørmaskinerne, så man får den mest effektive drift. Vi forventer, at markedet vil gennemgå en betydelig udvikling i de kommende år, og der vil opstå nye teknologiske muligheder for brugeren, maskinudlejeren og maskinproducenten”, siger Søren Brogaard, CTO i Trackunit.

Trackunit har i sit arbejde med internetbaseret opkobling fået ekspertbistand fra it- og konsulenthuset Trifork. Trackunits vision er ”connecting man and machine”, og i samarbejde med Trifork er denne realiseret, så en flådeejer via Trackunit Go app’en kan styre og overvåge sin flåde af entreprenør maskiner.

"Vi har kombineret vores ekspertise indenfor IoT, dataopsamling, cloudteknologi og appudvikling med Trackunits ambitiøse vækstmål og sammen skabt en platform, som giver helt nye vækstmuligheder for den nordjyske virksomhed. Løsningen benytter Amazons AWS til dataprocessering og lagring. Anvendelse af disse teknologier har gjort, at løsningen er realiseret på kun 5 måneder," siger Jesper Mygind, leder af Triforks kontor i Aalborg, og tilføjer:

"Endvidere giver anvendelsen af Amazon-platformen en række fordele, som man tidligere har brugt mange udviklingsresourcer på. Her tænkes bla. på skalering af løsningen, indbygget redundans fra dag 1 samt muligheden for at adskille operationelle data fra forskellige kontinenter via Amazons forskellige datacentre. Parametre, der gør cloud-teknologi attraktiv i forhold til TCO."

    

Forebygger service og misbrug

"Med henblik på at fremtidssikre virksomheden har Trackunit valgt at skifte hele sin it-platform ud med en ny, Amazon-baseret cloudplatform, som Trifork har videreudviklet og tilpasset til Trackunits behov. Med den nye platform kan Trackunit nemt sende data op i skyen, hvor man med avancerede algoritmer og dataanalyse kan tilbyde brugerne nye fordele. Med den databaserede løsning, der trækker maskindata ud regelmæssigt, kan man forebygge service og misbrug samt effektivisere brugen af entreprenørmaskiner," forklarer Jesper Mygind og afslutter:

"Det er desuden muligt at tracke, hvor lang tid den enkelte maskine har kørt, hvor den befinder sig, og hvordan den er blevet betjent. På baggrund af data kan entreprenørmaskinudlejere meget præcist dokumentere, hvor meget og hvornår materiellet har været anvendt, og på dette grundlag udskrive mere præcise fakturaer."

Trackunit Go-app´en er netop releaset, og Trackunit On, der henvender sig til operatøren, releases til efteråret.

 

 

Accepter cookies

Dette website bruger cookies bl.a. til at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet.

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet      Region Nordjylland      Business Region North Denmark      IKT-erhvervet i Nordjylland      Aalborg Kommune