Netværk sikrer vækst
Pressemeddelelse fra BrainsBusiness ICTNORCOM Business Forum
Den nordjyske klynge af it-virksomheder er igen i vækst. Et af vækstmidlerne er det veletablerede nordjyske netværk, og det er den kun seks måneder gamle virksomhed AXinnovation et bevis på. Her er anvendt en helt ny netværksbaseret virksomhedsform, hvor ledelsens og investorernes netværk udgør selve fundamentet for en meget ambitiøs vækststrategi.
AXinnovation med administrerende direktør Karl B. Therkildsen i spidsen blev stiftet i oktober 2009. I dag har virksomheden allerede fem ansatte, og om 2-3 år skal den være landsdækkende og have ikke færre end 30-40 medarbejdere. For at muliggøre de ambitiøse vækstplaner har virksomheden baseret en stor del af sit fundament på netværk og netværkets netværk:
- Vi har stiftet selskabet på basis af private investorer, en række medarbejdere samt en stor virksomhed – der alle kommer fra det nordjyske virksomhedsnetværk, forklarer Karl B. Therkildsen. – Tanken er, at investorerne med deres spidskompetencer løbende skal fungere som selskabets sparringspartnere, og at de skal arbejde med deres netværk for at skabe opmærksomhed om vores virksomhed og vore kompetencer. Det har indtil videre ført til en meget hurtig og meget effektiv salgsproces, der gør, at vi allerede efter et halvt år har fem ansatte og en række eksterne konsulenter tilknyttet. Vi har således rigeligt med opgaver, fortsætter han.
Birgit Pia Nøhr, der er sekretariatsleder for det nordjyske netværk af it-virksomheder BrainsBusiness ICTNORCOM oplever i stigende grad, at virksomhederne anvender netværket og dermed hinanden til at komme i gang og til at vækste: - Vi ser lige nu en stærk klynge af nordjyske it-virksomheder, der vækster. Nogle ansætter 1-2 mand – andre er i gang med at ansætte 20-30 mand, og det er meget positivt, at vores medlemsvirksomheder allerede nu vækster ovenpå årtiers største krise. Og netop et stærkt netværk har vist sig at være afgørende – ikke mindst i krisetider, hvor det kan være svært - for ikke at sige umuligt - at stå på egne ben, siger Birgit Pia Nøhr.
BrainsBusiness ICTNORCOM har 130 medlemmer fra den nordjyske it-branche, og nyeste udgave af Nordjysk IKT Index viser, at 60% af it-virksomhederne forventer at øge antallet af medarbejdere i løbet af 2010: - AXinnovation er én blandt mange, der har stor gavn af vores netværk. Virksomhedens investorer ville ikke have fundet hinanden uden netværket, og deres vækststrategi ville have været langt sværere at gennemføre. Vi ser selvsagt gerne flere virksomheder med samme konstruktion, og vi vil gøre alt for at støtte og informere om modellen, slutter hun.
Flere af investorerne i AXinnovation er velkendte profiler fra det nordjyske it-netværk. En af dem er Martin Dommerby, der til daglig er CEO i software-udviklingshuset Conscensia: - Det er en meget spændende og interessant virksomhedsmodel, som er anvendt i forbindelse med stiftelsen af AXinnovation. Jeg er som investor forpligtiget til at bidrage til virksomhedens vækst og skal således tage en del af ansvaret for virksomhedens succes, siger Martin Dommerby.
Investorkredsen tæller udover de syv private investorer også Lyngsoe Systems i Aars, der har 200 ansatte og er en af verdens førende softwarevirksomheder inden for it-baserede logistikkoncepter. Administrerende direktør Finn Mathiasen siger: - Den netværksejede konstellation, som er opfundet i forbindelse med stiftelsen af AXinnovation, er en rigtig god ide. For vores vedkommende passer virksomheden perfekt ind i vores planer om en partner inden for Microsoft Dynamics AX, der netop kan give en række spændende synergier i relation til vores øvrige forretningsområder.
AXinnovation fungerer som et konsulenthus med speciale i Microsoft-produkterne Dynamics AX og XAL. Det er softwaresystemer, der anvendes som ERP-system af en stor del af alle danske og udenlandske virksomheder. ERP står for Enterprise Ressource Planning og er virksomhedens centrale it-system, hvor eksempelvis produktion, økonomi, CRM, logistik mv. er samlet.
Medarbejderne hos AXinnovation har op til mere end 20 års erfaring i udvikling og servicering af ERP-løsninger, og timingen for etableringen af virksomheden er god, fordi mange virksomheder i forbindelse med finanskrisen har udskudt sine it-investeringer:
- Markedet har skubbet sine investeringer i adskillige år, og nu er der helt afgjort en pukkel af opgaver, som virksomhederne skal have løst de kommende år. Det er her, at vi finder vores berettigelse, idet der allerede i dag mangler kapacitet inden for branchen til at udføre de mange opgaver, siger Karl B. Therkildsen.
Læs omtale af AXinnovation i dagens udgave af Nordjyske her.
|