Biomedico-professor vinder IKT-innovationspris


Pressemeddelelse, BrainsBusiness, 18. november 2011

 

Serie-iværksætter og professor i sundhedsteknologi Steen Andreassen fra Aalborg Universitet vandt torsdag aften den prestigefyldte IKT-innovationspris BrainsBusiness Award 2011. Professoren har blandt andet været medstifter af ikke færre end seks succesfulde virksomheder, hvoraf flere fremstiller produkter, der har markant indflydelse på dagligdagen på hospitaler verden over.

 

En række danske IKT-spidser havde enstemmigt peget på vinderen af dette års udgave af BrainsBusiness Award for hans unikke evne til at kombinere forskning på højeste internationale niveau med en stærk sans for kommercielle muligheder. Professor Steen Andreassen blev dette års overraskende vinder af IKT-innovationsprisen i et felt med succesfulde både danske og internationale IKT-virksomheder.

 

Det var den danske skuespiller Mads Mikkelsen, der overrakte prisen, og fra dommerpanelet repræsenteret ved Cecilia Bonefeld-Dahl fra Capgemini lød begrundelsen blandt andet:

 

- Professor Steen Andreassen virker som rollemodel gennem sit enestående talent for at gå fra egen forskning på højeste internationale niveau til udvikling af nye innovative vidensbaserede produkter og kommercielle forretningsområder inden for sundhedsteknologi og IKT.

 

Hovedpersonen selv blev dybt berørt og var ikke sen til at videregive hæderen til sine kolleger og medarbejdere:

 

- Det her betyder virkelig meget for mig. Jeg er utrolig stolt over at stå her i aften som vinder og havde ikke på nogen måde forventet det, sagde Steen Andreassen. – Jeg vil gerne takke universitetet, mine kolleger og mine medarbejdere, der er ansat i de virksomheder, som jeg har været heldig at være med til at starte.

 

Kampen om at vinde dette års pris var ellers tæt. Flere end 20 IKT-virksomheder var blevet indstillet, og finalisterne bestod da også af fem IKT-virksomheder samt outsideren Steen Andreassen. Professor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi Lars Arendt-Nielsen, der har indstillet Steen Andreassen, var dog ikke i tvivl om, at professoren kunne gå hele vejen:

 

- Steen Andreassen er et skoleeksempel på den type forsker og entreprenør, som Danmark har brug for og som hele tiden efterlyses i den offentlige debat. Dels er han en engageret og respekteret forsker og en af de bedste inden for sit felt i verden, og samtidig formår han at se og omsætte forskningens forretningspotentiale til konkrete virksomheder, produkter og ikke mindst arbejdspladser, pointerer Lars Arendt-Nielsen og fortsætter: - De sidste 5-10 år er der oparbejdet en markant klynge af forskere og virksomheder i Nordjylland inden for sundhedsteknologi, der både har et voksende antal højtlønnede medarbejdere fra Danmark og udlandet beskæftigede, eksport og et meget stort potentiale for videre udvikling. Her er Steen Andreassen en af de mest markante ildsjæle.

 

De seks virksomheder, som Steen Andreassen har været med til at skabe er Hugin Expert A/S, OBI Aps, Judex Datasystemer A/S, Treat Systems ApS, Cephalon A/S og Mermaid Care A/S. Igennem disse virksomheder har han blandt andet været arkitekten bag:

  • MUNIN - et system til diagnosticering af neuromuskulære lidelser
  • Glucosafe - et system til brug for regulering af blodsukker hos patienter på intensivafdelinger.
  • TREAT -  der kan give betydeligt bedre antibiotikabehandling af alvorlige infektioner, en opfindelse der blot i Danmark kan spare over 1.000 liv om året.
  • INVENT - der fokuserer på at opnå et bedre beslutningsgrundlag for behandling af patienter med respiratoriske sygdomme.

BrainsBusiness Award 2011 blev overrakt af skuespiller Mads Mikkelsen, der forinden havde virket som inspirator for de godt 300 fremmødte IKT-virksomheder og forskere. Prisen består af en statue af kunstneren Thorvald Odgaard samt en inspirationstur efter eget valg. Sidstnævnte var vinderen ikke sen til at sætte destination på:

 

- Jeg har et par uforsørgede børn i Salt Lake City i form af nogle projekter, som jeg længe har haft planer om at sætte i gang sammen med nogle forretningspartnere. Det bliver der måske nu lejlighed til, sluttede han.

 

> Læs mere om BrainsBusiness Award på siden her


   

 

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet

Region Nordjylland

IKT-erhvervet i Nordjylland

Aalborg Kommune

AalborgSamarbejdet

Copyright © 2008-2014 BrainsBusiness ICT North Denmark