Lokale online-fælleskaber kan give ældre nye muligheder


I Aalborg får forskere hjælp fra en gruppe seniorer som en del af et stort europæisk pilotprojekt. Formålet er at undersøge, hvordan simpel informations- og kommunikationsteknologi kan hjælpe ældre til at styrke samværet med andre i hverdagen.

 

Det er ikke alle ældre mennesker, der uden videre kaster sig ud i forsøg med nye teknologier og sociale medier, men i Aalborg er en gruppe pensionister gået ombord i et stort pilotprojekt. Projektet, der kører simultant i fire europæiske byer, kaldes LIFE 2.0 og handler blandt andet om, hvordan trådløs teknologi og nye netværksfællesskaber kan give ældre mennesker oplysninger om, hvor venner og familie befinder sig. På den måde kan man planlægge, hvem de skal bruge tid sammen med og hvordan, f.eks. gå en tur med venner eller mødes med familien over en frokost i nærheden.

 

- Et af projektets formål er at styrke den ældres sociale relationer til venner og familie og derved øge deres eget selvværd og egenomsorg. Der er mange ældre, der oplever, at nye teknologiformer ikke styrker deres kontakt til andre, tværtimod. De kan opleve ”teknologisk ensomhed”, fordi omverdenens kommunikationsformer bliver mere og mere fremmede for dem, forklarer lektor Neeli R. Prasad fra Aalborg Universitet, der er med til at gennemføre pilotprojektets aktiviter i Aalborg.

 

Lektor Neeli Prasad (fotograf: Tor Bagger, AAU)Tankerne bag LIFE 2.0 skulle gerne være med til at ændre på denne ensomhed ved at tilbyde brugervenlige teknologier, de ældre kan bruge. Helt konkret får deltagerne i projektet mulighed for at finde deres kontakter på et kort og derefter bruge telefonen til at komme i kontakt med dem, enten ved at tale med dem eller via en SMS-besked. Et af de tænkte eksempler, deltagerne er blevet præsenteret for, er en ældre dame, som gerne vil gå en tur, og som på et kort kan se, hvem af hendes venner, der også er ude. Via sin LIFE 2.0-tjeneste kan hun sende dem en besked om, at hun gerne vil mødes eller gøre dem selskab. Et andet eksempel kunne være en person, der via LIFE 2.0-kortet markerer, at han er på vej på biblioteket og derefter modtager en besked fra en gangbesværet veninde, som beder ham hente noget på biblioteket for hende.

 

- I januar deltog 16 ældre fra aktivitetscentret Kastanjegården i Frejlev i en diskussion om de teknologier, de bruger til daglig og deres erfaringer med dem, og i marts blev deltagerne sendt ud på en slags skattejagt ved hjælp af trådløs teknologi. Det er også en måde at vise, hvordan teknologi kan være med til at fremme kontakten mellem mennesker, og det vil vi åbne en dialog om med de ældre, forklarer Neeli R. Prasad.

 

For at bevise den brede anvendelighed i Europa bliver projektet afprøvet og testet i realistiske omgivelser i en 12 måneders periode i fire europæiske byer med ældre mennesker, deres familier og omsorgspersoner. Ud over Aalborg deltager Milano i Italien, Barcelona i Spanien og Joensuu i Finland i projektet. På den måde vil forskere og partnere i pilotprojektet være i stand til at dele erfaringer og sammenligne brugernes reaktioner på tværs af de forskellige regioner. I det tre-årige projekt, der løber frem til slutningen af 2013, deltager Aalborg Universitet, Aalborg Kommune og NordDanmarks EU-Kontor. Projektet til 30 millioner kroner har i alt 12 partnere fra fem europæiske lande og er medfinansieret fra Europa-kommissionen under CIP-ICT-PSP-programmet.

 

Yderligere oplysninger:

Involverede partnere i Danmark:

Kilde: AAUs pressenyt

 


   

 

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet

Region Nordjylland

IKT-erhvervet i Nordjylland

Aalborg Kommune

AalborgSamarbejdet

Copyright © 2008-2014 BrainsBusiness ICT North Denmark