Nordeuropæisk konference om spil


Pressemeddelelse, BrainsBusiness ICTNORCOM, den 7. september 2011

 

Spil-industrien i Norden vækster som aldrig før. Investorerne står i kø for at finansiere de rigtige projekter, men de kreative skal blive bedre til at kommercialisere deres ideer. Nu mødes producenter og investeringsfolk til konferencen GamesBusiness den 15. september 2011.

 

Disney, EA og andre globale spillere inden for underholdningsindustrien investerer i øjeblikket milliarder af dollars i opkøb af kreative producenter inden for mobile og sociale spil. Branchen vokser eksplosivt - også i Norden, som er blevet kendt og anerkendt for sin kreativitet og sit høje uddannelsesniveau:

 

- Spilindustrien i Norden har aldrig haft så mange succeshistorier som nu. I øjeblikket rekrutterer næsten alle større producenter medarbejdere og samtidig vokser en underskov af mindre iværksætter-virksomheder frem. Man kan nærmest tale om et Gold Rush for den nordiske spilindustri, siger Sten Selander fra spilbranchens nordiske interesseorganisation Nordic Games i Malmö.

 

Og investorerne har for alvor fået øje på det voksende og lukrative marked:

 

- Store dele af spilbranchen er helt upåvirket af nedgangen i verdensøkonomien. Der har aldrig tidligere været så mange aktører, som er villige til at investere i udviklingen af computerspil – både i enkeltproduktioner og som direkte investeringer i virksomheder. Situationen i dag er nærmest den, at investorerne mangler investeringsobjekter, og derfor er GamesBusiness-initiativet præcis den slags initiativer, som vi har brug for, forklarer Sten Selander videre.

 

GamesBusiness finder sted i Aalborg den 15. september 2011 og sætter netop fokus på at gå fra kreativ ide til kommerciel succes. En af initiativtagerne er direktør Thomas Nielsen fra Progressive Media:

 

- Det overordnede tema for konferencen er forretningsudvikling. Det er det, vi har brug for her og nu, pointerer han og fortsætter: - Vi har masser af mennesker i Danmark, der kan producere spil, men kun få har de rette forretningsudviklingskompetencer. Det er en klassisk udfordring i branchen, men vi mener, at den er særlig aktuel lige nu, hvor der er så mange muligheder for funding, forklarer han.

 

Progressive Media har knækket koden og er selv vokset eksplosivt de seneste år. Virksomheden står bag spil som SIMS og Mystery Mania til mobiltelefoner og har de seneste år vundet flere danske og internationale priser.

 

Og det er vigtigt med danske flagskibe, som kan tiltrække seriøse investorer, og som kan virke som inspiration for de mindre. Det siger Birgit Pia Nøhr fra interesseorganisationen BrainsBusiness:

 

- Flere steder i Danmark er der de seneste år vokset klynger af spil-virksomheder frem. Heriblandt Aalborg, hvor det er lykkes at skabe et kreativt eksperimenterende miljø, der kan fostre iværksættere og virke som fødekæde til de større spil-producenter. Det er af afgørende betydning, hvis vi skal gøre os på verdensplan inden for en branche, der løber ekstremt stærkt lige nu. Derfor er vi glade for at kunne være vært ved en nordeuropæisk konference med fokus på netop forretningsudvikling, forklarer hun.


Fakta:

 

GamesBusiness arrangeres af BrainsBusiness ICTNORCOM og finder sted den 15. september 2011 i Aalborg Kongres & Kultur Center.

 

Konferencen har fire fokusområder:

  1. Fundraising
  2. Uddannelse
  3. Forretningsudvikling
  4. Trends

En af hovedtalerne på konferencen er Life President Ian Livingstone fra Eidos i England, der blandt andet står bag Tomb Raider og er indehaver af danske IO Interactive, der står bag Hitman – der begge er gået fra succesfulde spil til succesfulde Hollywood-produktioner.

 

Arrangørerne har tilsagn fra deltagere fra Danmark, Sverige, Norge, Island, Tyskland og England.

 

 

 

 

Klik på logoet her for at læse mere om konferencen:

 

 

Læs Nordjyskes artikel om konferencen her:

 

 
 
 
   

 

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet

Region Nordjylland

IKT-erhvervet i Nordjylland

Aalborg Kommune

AalborgSamarbejdet

Copyright © 2008-2014 BrainsBusiness ICT North Denmark