Slut med oplader til PC og mobil


Studerende fra AAU har designet et særligt stykke stof, der for alvor gør mobiltelefoner og computere trådløse. I konkurrence med 50 forslag fra hele verden er den nye opfindelse med navnet Powertex kåret som vinder af en international designkonkurrence med temaet "intelligente tekstiler".

 

Designkonkurrencen er led i et storstilet projekt, der under titlen "Future Textiles" skal fremme brugen af intelligente tekstiler og gøre Danmark til foregangsland på området.

 

Fire studerende fra Aalborg Universitet blev i går 50.000 kroner rigere. De fire blev nemlig kåret som vinderne af en international designkonkurrence med fokus på intelligente tekstiler og med deltagere fra hele verden. Checken blev sammen med rosende ord overrakt på TEKO i Herning, VIA University College.

Hans Christian Thiesen, Mads Gydegaard, Morten Ydefeldt og Marius Koppang blev hædret for et projekt, der betyder, at mobiltelefoner, computere og andet teknologisk udstyr vil kunne lades op uden ledning og strømforsyning. Princippet i designet er induktion. Det betyder, at der ledes elektrisk spænding fra bomuldsstoffet og ind i din mobiltelefon eller bærbare computer, når du placerer den på stoffet. Produktet har fået navnet Powertex og kan bl.a. udformes som en lille måtte, en bordløber, en dug eller som et stykke møbeltekstil. Powertex er bl.a. praktisk under møder med mange deltagere. Her vil alle kunne holde deres PC opladet uden brug af ledninger og strømforsyning. Endnu en mulighed er fremover at lade betrækket på sæder i busser, tog, lufthavne osv. være fremstillet i Powertex, så mobil og pc oplades, når udstyret lægges på sæderne.

 

- Vores mål er at blive fri for en masse ledninger og forskellige opladere og at give folk mulighed for at oplade deres gadgets "on the go", forklarer vinderne, der læser Industrielt Design på Aalborg Universitets Arkitektur & Design-uddannelse.

 

Fra venstre: Direktør Hanne Troels Jensen (Videncenter for Intelligente Tekstiler), Hans Christian Thiesen, Marius Koppang, Mads Gydegaard, Morten Ydefeldt samt adm. dir. Svend Aage Færch Nielsen (egetæpper a/s)De fire unge mænd dystede i designkonkurrencens finale mod to tyske studerende fra Hochschule Niederrhein i Mönchegladbach. Tyskernes bud på intelligente tekstiler var produktet Grow-Green. Her er der tale om et særligt tekstilmateriale, der kan få afgrøder og andre planter til at gro selv i områder uden vand. Grow-Green indeholder nemlig de nødvendige næringsstoffer til at skabe vækst – det eneste, der er behov for, er at tilsætte frø og vand i forbindelse med den indledende plantning. Grow-Green vil bl.a. kunne skabe afgrøder og dermed mad i ørkenområder og flygtningelejre og altså være et vigtigt element i forbindelse med sult- og fattigdomsbekæmpelse.

 

Det er Videncenter for Intelligente Tekstiler ved TEKO, VIA University College, der står bag designkonkurrencen. Videncentrets direktør, Hanne Troels Jensen, er imponeret over de mange designforslag, der blev indsendt fra studerende fra store dele af kloden:


- Vi modtog i alt godt 50 bud på designs, der bygger på en kombination af tekstiler og teknologi. Der var rigtig mange spændende projekter imellem, og jeg er sikker på, at mange af dem bliver sat i produktion inden for den nærmeste fremtid. Den store deltagelse i designkonkurrencen dokumenterer, at der verden over arbejdes flittigt med intelligente tekstiler, siger Hanne Troels Jensen. Hun er overbevist om, at vi meget snart vil se et boom inden for intelligente tekstiler, også når det gælder hverdagstøj. Og hun vurderer, at Danmark har potentiale til at blive foregangsland på området:


- Noget af det nyeste, der er på tegnebrættet, er tøj, der ikke krøller, og som afviser pletter, kulde og svedlugt. Teknologien findes, og mulighederne er utallige, men vi skal i Danmark være oppe på mærkerne, hvis vi vil gøre os gældende internationalt på området.

Designkonkurrencen er et element i et større arrangement, som kaldes Future Textiles, og som Videncenter for Intelligente Tekstiler ved TEKO i Herning, VIA University College, står i spidsen for. Foruden designkonkurrencen omfatter Future Textiles bl.a. en konference fra 11.-13. maj, hvor 45 eksperter fra hele verden inden for intelligente tekstiler lige nu er samlet. Blandt de i alt 10 danske deltagere er virksomhederne Bestseller, Kvadrat og Gabriel. Fra udlandet er eksempelvis Philips og Adidas med. Målet med konferencen er, at deltagerne danner netværk på tværs af brancher og landegrænser og vedtager en ’deklaration’ for, hvordan de vil arbejde videre på området for intelligente tekstiler. Deltagere tæller bl.a. professorer, forskere og andre eksperter inden for kemi, nanoteknologi, elektronik og tekstilfibre samt repræsentanter for toneangivende virksomheder inden for udvikling, design, produktion og markedsføring af tøj og stoffer. Det er de 45 internationale eksperter, der er samlet i Herning, som via afstemning har kåret danske Powertex som vinder af designkonkurrencen og satte tyske Grow-Green på andenpladsen.

 

Yderligere oplysninger:

  • Leder af Videncenter for Intelligente Tekstiler ved TEKO, VIA University College, Hanne Troels Jensen, tlf. 87 55 05 47
  • Se også programmet for Future Textiles på www.futuretextiles.dk
  • Vinderfoto: Direktør Hanne Troels Jensen (t.v.) fra Videncenter for Intelligente Tekstiler sammen med de fire studerende, som har vundet i designkonkurrencen med fokus på intelligente tekstiler. Fra venstre: Hans Christian Thiesen, Marius Koppang, Mads Gydegaard og Morten Ydefeldt. Yderst til højre administrerende direktør Svend Aage Færch Nielsen fra egetæpper a/s, som sponsorerede prisen og stod for overrækkelsen af den store check på 50.000 kr. (Foto: Iness Rychlik).
  • Tekst: Kiri Kesby, VIA University College
  • Læs mere om uddannelsen i Arkitektur & Design

Kilde: AAUs pressenyt

 


   

 

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet

Region Nordjylland

IKT-erhvervet i Nordjylland

Aalborg Kommune

AalborgSamarbejdet

Copyright © 2008-2014 BrainsBusiness ICT North Denmark