Tre jyske virksomheder i finalen om årets VITUS-pris

I et skarpt felt med tre jyske virksomheder blev Hinnerup-virksomheden - og medlem af it-forum - Blue Line i formiddag udråbt som vinder af årets VITUS-pris. De to andre finalister i opløbet om den prestigefyldte eksportpris var BrainsBusiness-medlemmerne MapsPeople og Seluxit. VITUS-prisen gives til den deltager i Eksportrådets eliteprogram VITUS, der har udnyttet deltagelsen til fulde og siden været i stand til at skalere virksomheden yderligere på baggrund af deltagelsen i VITUS.

Prisen blev uddelt af udenrigsminister Anders Samuelsen ved Dansk Eksportdag, der finder sted under Elektronikmessen E-18 i Odense.

Om de tre finalister:

Blue Line 

www.blue-line.dk 

Blue Line udvikler og sælger industriel IT til krævende miljøer bl.a. indenfor produktionen af farmaceutiske produkter og fødevarer til at optimere og dokumentere produktionsprocesserne. Igennem deltagelse i VITUS har Blue Line vundet ordrer i UK og Irland for over 2 mio. DKK samt identificeret strategiske projekter med en potentielt endnu større ordreværdi.

Udover den øgede omsætning har væksten ført til etableringen af eget kontor i Irland, der også betjener UK og Benelux. På baggrund af den succesfulde internationaliseringsstrategi, der er blevet udviklet igennem VITUS har Blue Line efterfølgende vundet betydelige ordrer i en række andre Europæiske markeder, samt Kina og Canada.

”Med VITUS-programmet har Blue Lines udvikling taget mere fart end forventet. I starten var det et sejt træk med mange overvejelser og indledende markedsanalyser. De første interviews i markedet gav os værdifuld viden, men ingen kundemøder. Ambassaden i Dublin fik virkelig skabt gennembrud til markedet med striber af møder. Det virkede og resultater er flere betydelige ordrer og projekter i pipelinen. Indsatsen kaster nu også møder og ordrer af sig i flere andre lande,” siger CEO Niels Pedersen.

Se mere om Blue Line i videoen her:

MapsPeople

www.mapspeople.com  

Maps People udvikler og sælger en Google Maps baseret platform til indendørs navigation til brug i lufthavne, konferencecentre, universiteter, arenaer og andre store og komplekse indendørs faciliteter. Igennem deltagelsen i VITUS har Maps People etableret eget datterselskab i USA, der med sæde i Austin vil fungere som selskabets hovedkvarter i landet. Virksomheden investerer kraftigt i markedsudvikling, og med ansættelserne i det nye datterselskab er medarbejderstaben forøget fra 20 til 48 mand.

Samtidigt har aktiviteterne medført en 35% vækst i omsætning i 2017. Udover salgssuccesen har VITUS-deltagelsen spillet en vigtig rolle for, at det er lykkedes at tiltrække 2 mio. € i venturekapital.

”Vi er stolte over, at både Google og Gartner Group har valgt at bruge Maps Indoors til deres store events med mere end 10.000 deltagere. Den eksponering disse kunder giver vores produkt er uvurderlig. MapsPeople har oplevet en kæmpe efterspørgsel fra det amerikanske marked og vurderer at det indenfor de næste 1-2 år vil stå for 50%+ af vores vækst,” siger CEO Michael Gram.

Se mere om MapsPeople i videoen her:

 

Seluxit

www.seluxit.com 

Igennem VITUS programmet har Seluxit udviklet en strategi for deres mest skalerbare aktiv, deres cloud-baserede IoT platform. Seluxit har i løbet af programmet indgået kontrakt med en større kunde i Tyskland, der har sikret en omsætning på over 200.000€ samt ansat 3 nye medarbejdere for at understøtte den øgede vækst.

Desuden har Seluxit for nyligt landet en ordre på at levere 30.000 smartmeter radiomoduler. Dette er første del af potentielt op til 6,4 millioner smartmeter radiomoduler over de næste 15 år til Tysklands næstestørste forsyningsvirksomhed. Udvidelsen i Tyskland har også vist sig at være et springbræt til resten af verden, bl.a. i form af erhvervelsen af et nøgleprojekt for en af Kinas største producenter af LED-lyspærer. På baggrund af Seluxits succes og kæmpe fremtidspotentiale, planlægger Seluxit aktuelt en IPO på det danske aktiemarked.

”Selvom vi kan se tilbage på vores VITUS-deltagelse og direkte måle vores succes i form af øget omsætning, har den virkelige værdiskabelse været den viden vi har tilegnet os og som har lagt en solid basis for at opfylde vores langsigtede strategi,”siger CEO Daniel Lux.

Se mere om Seluxit i videoen her:

Om VITUS-programmet:

VITUS er the Trade Councils eliteprogram, der gennem udarbejdelse ogeksekvering af en solid eksportstrategi sikrer Danmarks bedste SMV’er solidt fodfæste på nye markeder. Traditionen tro uddeles VITUS-prisen under Dansk Eksportdag. Prisen gives til den bedst eksekverede VITUS-case. Vinderen er den virksomhed, der har udnyttet potentialet ved deltagelse i VITUS til det fulde og siden været i stand til at skalere deres forretning yderligere på baggrund af deltagelsen i VITUS.

Læs mere om programmet på https://thetradecouncil.dk/en/services/eksport/vitus 

Foto fra https://twitter.com/thetradecouncil?lang=da

Blue Line modtager prisen ved dagens overrækkelse.
Foto: https://twitter.com/thetradecouncil

Accepter cookies

Dette website bruger cookies bl.a. til at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet.

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nordjyske IKT-klynge. Vi samler en lang række af Nordjyllands stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet      Region Nordjylland      Business Region North Denmark      IKT-erhvervet i Nordjylland      Aalborg Kommune