AAU-studerende står bag nyt jobmesse-koncept

Hvordan finder man en fremtidig arbejdsgiver, når de virksomheder, man møder, ikke forstår, hvilke kompetencer der ligger i ens uddannelse? På Institut for Datalog har de Interaktionsdesign-studerende taget sagen i egen hånd. De inviterer onsdag den 3. april virksomhederne indenfor til messen IXD EXPO, hvor mere end 50 studerende fremviser prototyper og demonstrerer, hvordan brugervenlighed og brugercentreret design kan skabe værdi i en bred vifte af brancher.

I det globale kapløb skal danske virksomheder i stigende grad klare sig via produkter, der er målrettet brugernes behov, er nemme og intuitive at anvende og giver en god købs- og brugsoplevelse. Dette står i kontrast med det faktum, at mange af nutidens produkter udvikles på baggrund af avanceret teknologi, der kan være en udfordring for mange brugere at anvende – uanset om der er tale om en smartphoneapp, en industrirobot eller et softwareprogram. 

På Aalborg Universitet sætter uddannelsen Interaktionsdesign fokus på netop denne udfordring. Her får de studerende, ud over kompetencer inden for interaktionsdesign, brugervenlighed, user experience (ofte kaldet UX) og brugercentreret design, også indgående kendskab til forskellige former for programmering, systemudvikling, databaseudvikling og software engineering. De får således en unik baggrund for at bygge bro mellem teknologien og de mennesker, der skal anvende den – og mellem designere og udviklere rundt om i de danske virksomheder. 

Uddannelsen er dog stadig ny – det første hold kandidater afslutter deres eksamen på AAU til sommer – og de studerende oplever ofte, at virksomhederne, de møder på jobmesser, ikke helt forstår, hvad der ligger bag titlen ”Interaktionsdesigner”. Derfor er de studerende på alle uddannelsens årgange gået sammen om at afholde IXD EXPO for derigennem at udbrede kendskabet til de kompetencer, de studerende har med i rygsækken efter deres afsluttende eksamen.

”Vi har vendt den traditionelle jobmesse på hovedet og i stedet inviteret virksomhederne ind, hvor de studerende er på hjemmebane og føler sig trygge ved at fortælle om deres arbejde og kompetencer. Ud over at give virksomhederne indblik i, hvad vi kan, håber vi også at kunne klæde de studerende på til nemmere at kunne tage kontakt til virksomheder i fremtiden, fx i forhold til projektsamarbejde eller jobansøgning,” siger Rune Møberg Jacobsen, som går på 8. semester på uddannelsen og fungerer som tovholder på messen.

”Man kan sige, at vores uddannelse handler om at tage nogle måske lidt skæve udfordringer og designe et løsningsforslag, og det er nøjagtigt den tilgang, vi har taget her også. Vi har sat os ned, udviklet på konceptet, testet det med virksomhedskontakter, og nu er vi klar til at afteste prototypen og se, om messekonceptet kan bære i dets nuværende form. Hvis det er vellykket, håber vi det kan blive et årligt arrangement, som vi måske også kan overføre til andre uddannelser, der står med en lignende udfordring,” tilføjer han. 

Unik profil med eftertragtede kompetencer

Indtil videre er 20 deltagere fra 9 virksomheder tilmeldt messen, og herudover har en række store danske virksomheder allerede udtrykt interesse for at deltage næste år. En af deltagerne er Lars B. Kanstrup, som er CEO og partner i det digitale bureau Combine, der har hovedsæde i Aalborg. 

”IXD EXPO er et virkeligt spændende koncept og en god måde at få gjort de kompetencer, de studerende på fagområdet har, tilgængelige for os ude i virksomhederne. Netop kortlægningen af slutkundernes behov er noget af det, vi også hjælper vores kunder med, når vi udvikler digitale koncepter, og det er et felt, der bliver endnu mere afgørende i fremtiden. Jeg ser meget frem til at få indblik i, hvad de studerende arbejder med, og samtidig er det en perfekt lejlighed til at se dem an og vurdere, om vi skal rekruttere nogle af dem til Combine i fremtiden,” siger han. 

At danske virksomheder er begyndt at få øjnene op for værdien af de kommende interaktionsdesigneres kompetencer er studerende Ulrik Stoch Jensen et tydeligt bevis på. På trods af, at han først får sit eksamensbevis til sommer, er han allerede fastansat ved Tia Technology, der udvikler software målrettet forsikringsbranchen. 

”Jeg har helt fra start i virksomheden oplevet en stor interesse for mine kompetencer og en stor frihed til at kunne sætte mit præg på designet af produkterne. I en traditionel softwareudviklingsvirksomhed tager design ofte udgangspunkt i, hvad der virker rent teknisk. Jeg kan bidrage med en brugervinkel, der kan gøre vores designproces mere holistisk, og mit arbejde bliver brugt i mange forskellige afdelinger. Jeg oplever eksempelvis, at de prototyper, jeg laver i udviklingsfasen, også bliver anvendt i vores sælgeres produktpræsentationer over for virksomhedens kunder,” siger han.

Line Søndergaard Knudsen går også på 10. semester og har sideløbende med sit 9. semester været i praktik hos LEGO, hvor hun har arbejdet med brugertest af forskellige design- og reklamekoncepter. Hun er efterfølgende blevet ansat hos LEGO i studiejob som UI/UX-designer. 

”LEGO har i forvejen UX’ere og interaktionsdesignere ansat og har derved godt overblik over, hvilke kompetencer vi kommer med. Min oplevelse er, at vi får en række værdifulde og brugbare værktøjer med fra uddannelsen, som kan bruges i praksis, men også at virksomhederne i en vis grad tilpasser dem til deres egen virkelighed og nogle gange finder en hurtigere vej til målet end den detaljerede metode, vi kommer med. Lige netop muligheden for at samarbejde med virksomheder i løbet af vores uddannelse betyder, at vi bliver vante til at arbejde i spændingsfeltet mellem teori og praksis, hvilket er overordentligt værdifuldt,” siger hun. 

FAKTA
IXD EXPOafholdes for første gang 3. april 2019 kl. 15.00-20.00 på Institut for Datalogi, Selma Lagerlöfs Vej 300, 9220 Aalborg Øst. Programmet byder ud over messedelen også på street food, cocktails og netværk. 

På messen deltager 52 studerende fra 4.-10. semester, som gennem plakater og prototyper fremviser resultaterne fra 29 forskellige projekter, hvoraf mange er gennemført i samarbejde med virksomheder.

9 virksomheder deltager på messen, heriblandt Combine, Kamstrup, FlexDanmark, Rohde & Schwarz og Creuna. 

For mere information: https://ixd-expo.aau.dk 

 

 

Studerende i designstudiet på AAU. Foto: Ulrik Stoch Jensen

Accepter cookies

Dette website bruger cookies bl.a. til at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet.

BrainsBusiness er et stort privat/offentligt partnerskab på IKT-området, der arbejder for at støtte og udvikle den nationale klynge for digitale teknologier. Vi samler en lang række stærke private og offentlige aktører og skaber netværk og samarbejde på tværs. Kerneaktørerne bag BrainsBusiness er:

Aalborg Universitet     Business Region North Denmark      IKT-erhvervet i Danmark      Aalborg Kommune